Ny chef i Daka ReFood

06.06.2018

Pr. 1. juni overtager Lars Brødsgaard officielt chefposten for Daka ReFood. Lars Brødsgaard kommer med en baggrund fra Arla, Candyking og Hilding Anders og har mange års erfaring indenfor ledelse generelt og især indenfor salg og marketing. Derudover har Lars i en lang årrække beskæftiget sig med samarbejde og forhandling med de største detailkæder i Danmark.

Som ny chef for Daka ReFood skal Lars øge kendskabsgraden og udbredelsen af ReFood´s koncept; høj service på indsamling af organisk madaffald, der omdannes til biogas og gødning. 

”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Forretningsområdet er enormt spændende. Hele genanvendelsestankegangen er højaktuel og når vi taler om madaffald indeholder det jo vigtige næringsstoffer, som vi recirkulerer tilbage til jorden som gødning. Her er det nærliggende at huske på, at vi i Danmark producerer fødevarer svarende til 22 millioner mennesker hvert år og derfor i særlig høj grad har brug for at bevare næringsstofferne i fødekæden. Af den grund er det derfor vores strategi at satse stærkt på at opbygge en position indenfor bæredygtig genanvendelse og samtidig skabe en god forretning for vores kunder”, afslutter Lars.

Tilbage

keyboard_arrow_up