Bedre sortering – mere biogas

09.08.2022

Affald fra virksomheder har gennem de seneste år været lidt af en gråzone i det danske affaldssystem og fløjet under radaren i de kommunale tilsyn. Det må ikke ske igen.

Allerede om seks måneder, det vil sige senest 31/12 2022, er det et lovkrav, at alle virksomheder skal sortere deres affald præcis på samme måde som i husholdningerne. Det vil sige i ti fraktioner, herunder madaffald, metal, glas, papir, pap m.m.

Desværre er mange virksomheder endnu ikke klar over de nye krav. Budskabet er ikke nået helt ud, selv om nogle kommuner så småt er begyndt med information og kampagner. For andre er opgaven en jungle, for hvor skal man starte, hvad skal man gøre og hvor dyrt bliver det?

Hvis virksomhederne ikke kommer i gang, risikerer de bøder. Men mindst lige så vigtigt er det, at vi som samfund lader værdifulde ressourcer gå op i røg.

Madaffald er en af de største og vigtigste fraktioner i affaldssystemet. På trods af dette er der stadig store mængder madaffald, der ikke bliver recirkuleret. Miljøstyrelsens seneste kortlægning af madaffald fra blandt andet restauranter, cafeer, kantiner, hoteller m.fl.1 viser, at omkring tre fjerdedele af branchens samlede mængde madaffald køres til forbrænding frem for biogasning.

Når madaffaldet ikke bliver sorteret og genanvendt, går samfundet og ikke mindst landbruget glip af værdifulde ressourcer. Det har vi ikke råd til, for i den nuværende energikrise kan samfundet bruge al den biogas, der kan fremskaffes. Og landbruget tager gerne imod den naturlige gødning, der bliver tilbage efter bioforgasningen, for denne gødning kan erstatte den handelsgødning, der i øjeblikket er dyr og svær at få fat i.

Derfor er det så vigtigt, at både kommuner og affaldsselskaber står sammen om at få udbredt budskabet om affaldssortering og dermed sikre, alle virksomheder får en hjælpende hånd til at komme i gang. For den enkelte virksomhed er det vigtigt at vide, at der er hjælp at hente hos affaldsselskaberne, der er klar med effektive løsninger, hvor alle krav til dokumentation, hygiejne og gode arbejdsrutiner bliver opfyldt.

Løsningen behøver heller ikke at betyde ekstra omkostninger, for de nye ordninger kan finansieres af de penge, der spares på at komme af med restaffaldet i dag, så regnestykket går i nul.

Når rådhusklokkerne ringer 2023 ind nytårsaften træder de nye krav i kraft. Lad os sammen sikre, at vi går ind i det nye år med meget mere sortering på de danske arbejdspladser.

Læs mere om Affaldsbekendtgørelsen

 

Debatindlæg v. Lars Brødsgaard, Direktør i Daka ReFood

”Madaffald fra Restaurationsbranchen og restaurationstjenester”, Miljøstyrelsen, 2018

Tilbage

keyboard_arrow_up